Hirtshals er Hjørring kommunens havneby og Europas port til Skandinavien. Hirtshals Havn hører til blandt Danmarks største, både når det gælder godstransport, fiskeri og færgefart, og havnen er Hirtshals' livsnerve og en vigtig del af byens identitet.
Hirtshals er en ny by, der kun rummer enkelte ældre identitetsskabende bygninger. Visse steder har byen en lidt klondykeagtig karakter, hvilket er en del af byens særegne charme. Dens storslåede beliggenhed på kanten af havet, det barske klima og den sparsomme vegetation i byen er en del af byens sjæl. Det er ikke mange steder i Danmark, hvor man som i Hirtshals kan gå i byens handelsgade og nyde udsigten og lugten af hav.
Oplevelser er der masser af i Hirtshals. Nordsøen Oceanarium rummer Nordeuropas største akvarium og sælerne Sylle, Sofie og Luffe hygger sig med deres "kollegaer" i Nordsøens sælarium. Hirtshals fyr - et af Vestkystens gamle, smukke, hvide fyr - er åbent for publikum. Bunkermuseet Hirtshals er Danmarks eneste udgravede komplette tyske forsvarsanlæg fra 2. Verdenskrig. På Hirtshals Museum fortælles historien om, hvordan fiskerfamilierne på egnen levede i 1880erne.